En regnvåd cykeltur gennem Roskilde fører mig ind i en varm og hjemlig klinik med baristakaffe, bønnebrownies og tre kvinder, der på overfladen er meget forskellige, men som hurtigt viser sig at være bundet sammen af noget langt stærkere end faglighed alene. Noget, der minder om en landsby.
Jeg cykler gennem Roskilde på min Christiania-cykel i et af de slags grå regnvejr, hvor byen næsten trækker skuldrene op omkring sig. Villavejene er våde, himlen hænger lavt, og jeg er på vej til Alexandras hjemmeklinik for at møde de tre kvinder bag Birth Village: Louise, Katrine og Alexandra.
Jeg ved selvfølgelig godt, hvad jeg skal. Jeg skal interviewe dem om deres fælles projekt, om doulalivet, om graviditet og fødsler og om, hvorfor tre kvinder med hver deres praksis og hver deres faglighed pludselig har valgt at slå sig sammen.
Men jeg ved endnu ikke helt, hvilken følelse jeg kommer til at gå derfra med.
Det finder jeg ud af næsten med det samme.
Alexandra åbner døren. Hun er mørkhåret, varm i sit udtryk og har en rolig, åben energi over sig. Allerede i entreen mærker jeg noget, som er svært at beskrive præcist, men let at mærke i kroppen: tryghed.
Ikke den velpolerede slags tryghed, hvor alt står snorlige, og man næsten bliver bange for at sætte sin kop et forkert sted, tværtimod. Hjemmeklinikken har den særlige hjemlighed, der gør, at man med det samme sænker skuldrene. Her er liv og varme. Bløde kanter og ikke noget, der føles opstillet. Jeg kan mærke at det her er et sted, hvor man ikke behøver at tage sig sammen. Her må du gerne bare komme, som du er.
Jeg når meget hurtigt at tænke, at hvis en gravid kvinde føler bare en brøkdel af det samme, når hun kommer her første gang, så har de tre allerede skabt noget vigtigt, før de overhovedet har sagt et ord.
Tre kvinder tæt sammen i en sofa
Vi rykker ind i klinikrummet. Louise, Katrine og Alexandra sætter sig helt automatisk tæt sammen i sofaen, og jeg sætter mig overfor. Ingen har aftalt det. Det sker bare.
Der kommer en ualmindelig lækker baristakaffe med havremælk på bordet og bønnebrownies. Det hele ligner mere en hyggelig kaffeslabberas end et interview, og den stemning bliver faktisk hængende resten af tiden.
Louise sidder roligt. Hun har en mere jordbunden, moden energi end de to andre, og der er noget trygt og afbalanceret over hende. Katrine er anderledes. Kortklippet, levende, kropslig i hele sit udtryk. Hun bevæger sig mere, reagerer mere fysisk på det, der bliver sagt, og hendes begejstring kan næsten ses i øjnene, før ordene kommer. Alexandra har noget blødt og varmt over sig, men samtidig en klarhed og struktur, som bliver tydelig, jo længere vi taler.
De er meget forskellige, og alligevel ser de ud, som om de hører sammen.
Det er noget af det første, jeg lægger mærke til. Ikke bare at de kan lide hinanden, men at der er en slags usynlig forbundethed mellem dem. De vender sig mod hinanden, når en af de andre taler. De smiler, nikker, griner og giver plads. Ingen sidder klar til at overtage samtalen. Ingen forsøger at brillere.
Det virker næsten, som om de allerede kender hinandens rytme. Selvom de ikke har kendt hinanden i årevis, er der en fortrolighed mellem dem, som man normalt forbinder med nogle meget længere relationer.
Tre meget forskellige veje ind i fødslernes verden
Louise er den ældste af de tre – alderspræsidenten, som hun selv får sagt med et grin på et tidspunkt.
Hun begyndte som massør og blev hurtigt selvstændig. Interessen bevægede sig ret tidligt mod gravide, og gravidmassage begyndte at fylde mere. Siden byggede hun videre med blandt andet zoneterapi, sygeplejerskeuddannelse og specialiseret viden omkring amning.
Det føles, mens hun fortæller, som om hendes faglige vej hele tiden har trukket hende tættere og tættere på kvinder, graviditet og fødsel.
Da Fødselsterapeutens uddannelse startede, havde Louise allerede længe gået og overvejet at bevæge sig endnu mere ind i fødselsarbejdet. Hun sprang med på det allerførste hold og blev færdig i 2020.
Det var, fortæller hun, lige det, hun havde brug for for at komme videre.
Alexandras vej ser helt anderledes ud. Hun har to kandidatgrader fra Copenhagen Business School og en baggrund inden for international business og marketing. Hun har boet, studeret og arbejdet i udlandet, og mens hun fortæller om sit tidligere liv, griner hun af billedet af den kvinde, hun engang forestillede sig, hun skulle være: businesskvinden med den stramme nederdel og den stramme knold.
Det er svært ikke selv at grine. For kvinden foran mig nu sidder blødt i sofaen og taler om omsorg, relationer, intuition og kvinders tillid til deres egne kroppe.
Da hun selv fik børn, begyndte noget at forandre sig. Hun blev fascineret af graviditeten, fødslen og hele overgangen ind i forældreskabet. Særligt blev hun optaget af, hvor meget frygt der findes omkring fødsler.
Hun ønskede at give noget andet videre. Mindre frygt, mere tillid. Tillid til kroppen, til intuitionen og til kvindens egne evner.
Da hun begyndte på Fødselsterapeutuddannelsen i 2022, var det med et meget konkret mål. Hun skulle være doula. Hun skulle bygge en virksomhed op omkring det. Hun gik, som hun selv beskriver det, all in.
Hun blev færdig i 2023 og gik direkte ud og arbejdede.
Så er der Katrine.
Kvindekroppen er for vild
Katrine er oprindeligt moderne danser. Hun har arbejdet som freelancer og boet og arbejdet i udlandet. Senere blev hun yogauddannet og specialiserede sig i gravid- og efterfødselsyoga.
Kroppen har været hendes faglige sprog i mange år og det er tydeligt.
Når Katrine taler om kroppen, læner hun sig næsten frem i sofaen. Der kommer mere lys i øjnene, mere bevægelse i hænderne og mere fart på stemmen.
“Kvindekroppen er for vild.”
Hun siger det med en begejstring, som får mig til straks at hæfte mig ved sætningen.
For det er ikke bare faglig viden for hende. Det er fascination.
Hvordan kan kroppen det her? Hvad sker der, når vi bliver gravide? Hvad betyder bevægelse? Hvad betyder traumer? Hvad tager vi med os ind i en fødsel?
Katrines egen første fødsel var traumatisk. Senere fik hun to vaginale fødsler efter kejsersnit, og hendes egne erfaringer blev en del af den nysgerrighed, der siden har præget hendes arbejde.
Hun interesserer sig særligt for kvinder, som har en svær eller traumatisk fødselsoplevelse med sig. For det, der sidder i kroppen, før en ny fødsel overhovedet begynder. For den bagage, sundhedssystemet ikke nødvendigvis kender. For det, en kvinde måske ikke engang selv har ord for endnu.
Katrine er uddannet doula et andet sted end Louise og Alexandra og kommer derfor med sit eget faglige afsæt. Hun har siden gennemført en række doulaforløb og engagerer sig også bredere i forholdene omkring fødende.
Men hendes største styrke er meget tydelig, mens jeg sidder overfor hende.
Kroppen, yogaen, bevægelsen, anatomien, stillingerne og det fysiske nærvær.
Hun taler nærmest med kroppen.
Det begyndte med noget meget praktisk
Idéen til Birth Village opstod egentlig ikke som en stor visionær forretningsplan.
Den begyndte mere jordnært, nemlig med et problem.
De elskede alle tre arbejdet som doulaer, men de kendte også sårbarheden ved at stå alene. Som solodoula er man på kald hele tiden. En fødsel respekterer som bekendt hverken fødselsdage, aftaler, mærkedage eller familieliv.
En enkelt vigtig dag i kalenderen kan betyde, at man må sige nej til et helt forløb. To kvinder kan gå i fødsel samtidig. Ens eget barn kan blive sygt. Livet kan ske.
Og hvis man står alene, kan det være svært at skabe reel ro omkring sig.
Katrine og Alexandra begyndte at tale om frustrationen. Kunne de være backup for hinanden? Det startede næsten så simpelt, og så voksede tanken.
Hvis én backup giver ro, hvad gør to så?
Fra backup til Birth Village
Louise kom til, og det, der først var tænkt som en praktisk løsning, begyndte langsomt at ligne noget andet.
Et fællesskab.
En lille landsby.
Alle tre bor i Roskilde og kendte hinanden på kryds og tværs, men de havde ikke tidligere arbejdet tæt sammen som trio.
Derfor var det også lidt spændende første gang, de stod sammen foran en familie.
Ville de komme til at konkurrere? Ville én af dem automatisk fylde mere? Ville de sidde og tænke, at de selv ville have svaret anderledes?
De griner, mens de taler om det, for det skete ikke, tværtimod.
Der var ikke nogen intern konkurrence. Ingen følelse af at skulle overgå de andre. De oplevede i stedet, at de supplerede hinanden så naturligt, at det næsten kom bag på dem selv.
Og mens de fortæller, kan jeg se præcis det samme ske foran mig.
En af dem begynder på en sætning. En anden supplerer. Den tredje nikker. Nogle gange griner de så meget, at samtalen lige må vente et øjeblik. Det føles ikke indøvet, og det er netop det, der gør indtryk på mig.
Hele paletten
Jeg beder dem på et tidspunkt fortælle, hvad de synes, de andre kan bedre end dem selv.
Det er et af de øjeblikke i samtalen, hvor deres indbyrdes respekt bliver meget tydelig.
Louise fremhæver Katrines tydelighed. Hun beundrer hendes evne til at stå fast og sige klart, hvad hun mener.
Katrine fremhæver blandt andet Louises sundhedsfaglige baggrund. For Louise kender systemet indefra. Hun forstår noget af det, der foregår bag kulisserne, som man ikke nødvendigvis forstår, hvis man kun står udenfor. Hun har sygeplejefagligheden og behandlingsdelen med sig.
Og så vender Katrine sig mod Alexandra og udbryder:
“Strukturen!, der er bare styr på det”
Det er tydeligt, at de næsten tager Alexandras organisatoriske evner for givet på den kærlige måde, man kun gør, når man er meget glad for, at et andet menneske har dem.
Alexandra fremhæver til gengæld Louises helhedsblik og hendes store behandlingsmæssige værktøjskasse. Og når hun taler om Katrine, er hun ikke i tvivl: kroppen, det kropslige nærvær, stillingerne, anatomien og den fysiske forståelse.
Tre meget forskellige kvinder med tre meget forskellige faglige rygsække.
Og det er præcis styrken.
“Vores kvinder får hele paletten,” siger de.
En doula skal også kunne holde til at være doula
Noget af det, de taler meget ærligt om, er risikoen for at brænde ud.
For det er krævende at være til rådighed for mennesker i en periode, hvor telefonen kan ringe når som helst. Hvis man konstant skal leve med følelsen af, at alt andet må tilsidesættes, kan selv et arbejde, man elsker, begynde at koste.
Derfor handler Birth Village ikke kun om at skabe mere tryghed for familierne. Det handler også om at skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv for dem selv.
De fordeler kaldperioderne mellem sig. Hvis én er til fødsel, er der stadig to andre. Hvis noget uforudset sker, falder hele konstruktionen ikke fra hinanden.
Og den ro, de får af at have hinanden, tager de med ind til familierne. Det er jo egentlig ret logisk.
En rolig doula har bedre mulighed for at skabe ro omkring andre.
De debriefer også med hinanden efter fødsler med fuld respekt for familiernes fortrolighed. De lærer hinandens arbejdsmåder at kende, vender situationer og oplever igen og igen, at de ville have handlet nogenlunde ens. Det giver en vigtig tillid.
Hvis en af dem ikke kan komme, står der ikke bare en tilfældig backup. Der står en kvinde, de selv har fuld tillid til.
Så ringer telefonen
Midt i alt det her sker der noget, som næsten føles skrevet til historien.
Katrines telefon ringer. En fødende har brug for hende.
Hun rejser sig fra sofaen og går lidt væk fra os. I baggrunden kan jeg høre hendes stemme ændre karakter. Stadig varm, men mere fokuseret, rolig og myndig.
Louise og Alexandra bliver siddende, og interviewet fortsætter.
Ingen bliver usikre, og ingen venter på, at Katrine kommer tilbage. Jeg kan høre hendes dæmpede stemme i baggrunden, mens vi fortsætter med at tale om Birth Village.
Og jeg bliver næsten nødt til at smile. For hele idéen står pludselig levende foran mig.
Én bliver kaldt væk, de andre bliver.
Lidt senere kommer Katrine tilbage, sætter sig i sofaen og glider ind i samtalen igen, som om hun aldrig har været væk.
Det behøver ikke være så skide gravalvorligt at føde
Vi taler meget om tryghed, men mindst lige så tydeligt i rummet er humoren.
De tre kvinder griner pænt meget. På et tidspunkt taler vi om stemningen under en fødsel, og en af dem siger:
Det behøver ikke være så skide gravalvorligt at tage til fødsel.
Det er befriende.
For selvfølgelig er en fødsel stor. Den kan være voldsom, intens, sårbar og transformerende.
Men den kan også være sjov.
De fortæller om en fødsel, hvor to af dem var med, og hvor latteren fyldte meget. Den fødende hyggede sig, de hyggede sig og jordemoderen hyggede sig.
Jeg sidder og tænker på, hvor sjældent man hører en kvinde fortælle, at hun havde en virkelig sjov fødsel.
Hvorfor egentlig? Måske er lethed også en del af tryghed.
Kemi før CV
Det bliver tydeligt flere gange under samtalen, at faglighed ikke står alene for de tre.
De er fagligt stærke, ja. Men når de taler om, hvordan familier vælger doula, vender de tilbage til kemi.
For den kvinde, der inviterer et andet menneske med ind i sit føderum, inviterer hende ind i noget ekstremt privat.
Noget fysisk, noget følelsesmæssigt og noget, hun måske kommer til at huske resten af sit liv.
Så selvfølgelig skal fagligheden være der.
Men hvis kemien mangler, er det svært at skabe den tryghed, alt det andet skal stå på.
Måske er det netop derfor, jeg selv reagerer så kraftigt på deres fællesskab, for jeg kan mærke deres kemi. De kan lide hinanden, ikke bare professionelt. De virker oprigtigt glade for hinanden.
Det skaber en varme i rummet, som ikke kan sættes ind i en brochure eller skrives ind i et CV.
Jeg siger det bare, den skal opleves!
Du behøver ikke gøre det hele selv
Jeg spørger dem på et tidspunkt, hvad de ville ønske, at flere mennesker vidste om det at have en doula. Svaret rammer noget helt grundlæggende: “Du behøver ikke gøre det hele selv.”
Vi har vænnet os til små kernefamilier og til, at graviditet, fødsel og barsel langt hen ad vejen er noget, man klarer som par. Men historisk set er det faktisk en ret ny måde at leve på. Kvinder har født omgivet af andre kvinder, og familier har været omgivet af flere hænder, mere erfaring og mere praktisk omsorg.
En landsby.
Og lige dér bliver navnet Birth Village meget mere end et firmanavn. For måske er det netop den landsby, de tre forsøger at bygge igen. Ikke den gamle landsby i bogstavelig forstand, men følelsen af den: At man ikke står alene. At der er nogen at ringe til, og nogen, der kender én både før fødslen, under den og efter.
Det, der mangler, er kontinuitet
Da jeg spørger dem, hvad der mangler omkring gravide og fødende i dag, kommer svaret næsten med det samme: kontinuitet. Og så følger ordene kærlighed, menneskelighed, nærhed, nærvær og tid til at lytte.
De taler ikke om sundhedspersonalet som mennesker, der ikke vil de fødende det godt – tværtimod. De taler om et system, hvor tid let bliver en mangelvare. For man kan tilbyde endnu en konsultation, endnu en scanning eller endnu et møde, men flere kontakter er ikke nødvendigvis det samme som nærvær.
Nogen skal også have tid til at spørge: Hvordan har du det egentlig? Hvad er du bange for? Hvad skete der sidste gang? Hvad fortæller din krop? Og vigtigst af alt: have tid nok til faktisk at høre svaret.
Fødslen er begyndelsen, ikke afslutningen
De tre taler meget om det, der sker efter fødslen. For fødslen er ikke målstregen. Det er i virkeligheden dér, forældreskabet begynder.
En fødselsoplevelse kan sætte sig dybt i en kvinde og bæres med videre i årevis, nogle gange hele livet. Derfor er Birth Villages mål heller ikke at levere en bestemt type fødsel, og de lover ikke en bestemt udgang. Det, de håber at give kvinden, er noget andet: følelsen af at være blevet holdt, grebet, set og gjort tryg. Og forhåbentlig også en oplevelse af empowerment – at kunne kigge tilbage og tænke: Wow. Det kunne jeg godt. Det gjorde jeg godt.
De bruger selv billedet af ikke at begynde moderskabet med minus på kontoen, og det bliver hængende hos mig. For der kommer jo et barn på den anden side. Med alt, hvad det medfører af søvnmangel, amning, usikkerhed og et helt nyt liv. Det er rigeligt at håndtere i sig selv.
Partneren er ikke statist
Birth Village er heller ikke tre kvinder, der kommer ind og skubber partneren til side. Tværtimod skal partneren med.
Katrine fortæller, hvordan hun arbejder meget konkret og kropsligt med parrene før fødslen. De prøver fødestillinger, partneren lærer, hvor hænderne kan være, hvordan man kan støtte, og hvordan forskellige greb og positioner faktisk opleves af den fødende. Det skal ikke bare forstås i hovedet, men mærkes i kroppen, så partneren ikke ender i føderummet som statist, men står der med en reel fornemmelse af: Jeg kan faktisk gøre noget her.
Og støtten stopper ikke, når barnet er født. Birth Village følger familien videre ind i efterfødselstiden, mødes med dem igen og er stadig et kendt ansigt, når den første eufori måske er blevet afløst af trætte nætter, spørgsmål og et lille menneske, der har vendt op og ned på alting.
Kvinder, der løfter kvinder
På et tidspunkt spørger jeg Louise og Alexandra, hvad Fødselsterapeutens uddannelse konkret har givet dem. For Louise ligger uddannelsen nogle år tilbage. Hun var med på hold 1 og har siden bygget meget mere faglighed ovenpå. Men ingen tvivl om at den var med til at grundlægge hele doulafundamentet hos hende.
Alexandras svar tager en retning, jeg ikke helt havde forventet. Hun begynder at tale om kvindecirkler og om at opleve kvinder være sammen på en anden måde. Hun kommer fra matematisk gymnasium og CBS, fortæller hun med et grin, så kvindecirkler var ikke ligefrem noget, der havde fyldt meget i hendes verden.
På Fødselsterapeutens uddannelse oplevede hun noget andet: en samhørighed, en connection og et rum med kvinder, som ikke nødvendigvis skulle præcis det samme, men som delte værdier og visioner. Og frem for alt oplevelsen af kvinder, der løfter kvinder.
Mens hun fortæller, kigger jeg på de tre i sofaen, og det er faktisk svært ikke at se forbindelsen. For det er præcis det, de sidder og gør nu. De løfter hinanden, fremhæver hinandens styrker og virker ikke spor optagede af at være den dygtigste i rummet.
Netværket fra uddannelsen blev også helt konkret vigtigt. Louise og Alexandra siger selv, at hvis Fødselsterapeutens uddannelse ikke havde eksisteret, er det langt fra sikkert, at de havde mødt hinanden. Og så havde Birth Village måske heller ikke eksisteret i den form, det gør i dag.
Over 70 fødsler – og meget større drømme
Tilsammen har de tre kvinder mere end 70 fødsler i bagagen. Alligevel føles det, da de begynder at tale om fremtiden, som om de kun lige er begyndt.
De drømmer om teams andre steder og måske en dag et fysisk Birth Village. Et hus eller en klinik med gode rum og smukke farver. Et sted, hvor kvinder kan komme, og hvor det føles helt naturligt bare at smide tøjet og amme sit barn. Et sted med plads til graviditeten, fødslen og tiden efter – og ikke mindst til mødrene.
Mens de taler, bliver billederne større og større. Ingen af dem ser ud til at synes, at drømmene er for store, tværtimod! Der er den særlige glød i deres øjne, man ser hos mennesker, når de taler om noget, de ikke bare drømmer om, men faktisk tror på.
Og jeg får selv lidt lyst til at tro på det sammen med dem.
Et særligt hjerte for kvinder med svære fødsler bag sig
Birth Village er for familier bredt, og man behøver ikke nødvendigvis ønske en doula med til selve fødslen for at kunne bruge deres støtte. Men Katrine har et særligt hjerte for kvinder, der allerede bærer en svær eller traumatisk fødsel med sig, og det mærkes med det samme, når hun taler om dem.
De kvinder har fortjent noget bedre, siger hun. Ikke nødvendigvis en perfekt fødsel næste gang, men en anden oplevelse af at blive mødt. At nogen interesserer sig for det, der skete, for det kroppen husker, for frygten og for den bagage, der kan følge med ind i en ny graviditet.
Birth Village arbejder med familier på hele Sjælland.
Tilbage gennem det regnvåde Roskilde
På et tidspunkt er kaffen drukket, brownierne spist og mine spørgsmål brugt op.
Jeg siger farvel og går ud til Christiania-cyklen igen. Det regner stadig. Roskilde er stadig grå.
Men noget i mig er blevet varmere. Jeg cykler hjem og opdager, at jeg er en lille smule høj.
Høj på kvindepower.
På de tre kvinder i sofaen. På latteren, på den måde, de kigger på hinanden, når en af de andre taler. På respekten og begejstringen. Deres forskellige energier, der på en eller anden måde ikke støder sammen, men læner sig ind i hinanden.
Og mens regnen rammer mig på vej hjem, bliver jeg helt varm om hjertet ved tanken om de kvinder, der fremover skal møde dem.
En førstegangsgravid, som har hovedet fuldt af skrækhistorier.
En kvinde, der allerede har oplevet en fødsel, hun stadig kan mærke i kroppen.
En partner, der gerne vil støtte, men ikke aner hvordan.
En kvinde midt i den enorme, transformerende bevægelse fra at være sig selv til også at blive mor.
Jeg bliver oprigtigt glad ved tanken om, at nogle af dem kommer til at have Louise, Katrine og Alexandra ved deres side.
Jeg tænker tilbage på hjemmeklinikken, jeg trådte ind i nogle timer tidligere. På den umiddelbare tryghed. På de tre kvinder tæt sammen i sofaen. På følelsen af, at her må man gerne være præcis, som man er.
De har ikke opfundet behovet for en landsby. Det har været der hele tiden. De forsøger bare at give kvinder den tilbage.
Du behøver ikke gøre det hele selv.
Birth Village tilbyder støtte før, under og efter fødslen og arbejder med familier på hele Sjælland. De kan kontaktes via BirthVillage.dk eller Instagram.
