Caroline Eskildsen var 23 år og havde aldrig selv født, da hun begyndte på Fødselsterapeutuddannelsen. Hun troede, hun skulle lære om fødsler. I dag, hvor hun som 26-årig snart er færdiguddannet jordemoder, ved hun, at hun fik noget mere med sig: En måde at se mennesket midt i fødslen.
Der er noget næsten absurd ved at åbne døren fra en fødestue og træde direkte ud i den almindelige verden.
Det ene øjeblik står Caroline Eskildsen helt tæt på mennesker midt i en af deres livs største transformationer. Et par bliver forældre, en kvinde bliver mor og et barn bliver født. I nogle timer får hun lov til at befinde sig helt inde i et rum, som normalt er lukket for resten af verden.
Hun kan møde et par, hun aldrig har set før, og ganske kort tid efter kende deres blikke, deres uro og deres måde at række ud efter hinanden på. Hun ser dem, når de er stærke, og når de bliver bange. Når de mister fodfæstet og finder det igen og så slutter vagten.
Døren lukker bag hende, og verden fortsætter tilsyneladende fuldstændig uanfægtet.
Måske går hun i Netto på vej hjem og står pludselig bag nogen, der er irriterede over en udsolgt vare eller over, at køen ikke bevæger sig hurtigt nok.
Nogle gange rammer kontrasten hende.
I aner simpelthen ikke, hvad jeg lige har oplevet.
Ikke fordi hverdagslivet ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det det. Men når man lige har stået få centimeter fra begyndelsen på et nyt menneskeliv og set mennesker forandre sig foran sig, kan proportionerne forskubbe sig for en stund.
Nogle dage kommer Caroline hjem til sin kæreste Tobias, ser på ham og tænker nogenlunde det samme:
Du har ingen idé om, hvad jeg har været med til i dag.
For sådan er det også blevet: hendes arbejde.
Vildt, intenst og livsforandrende for de mennesker, hun møder – og samtidig noget, Caroline skal kunne lægge fra sig, når hun går hjem.
Først skulle hun være dyrlæge, så jurist
At Caroline skulle ende på en fødestue, var ikke givet fra begyndelsen. Men når hun fortæller sin historie, løber der alligevel en ret tydelig tråd gennem den.
Som barn ville hun være dyrlæge. Hun elskede dyr, men mindst lige så vigtigt var ønsket om at hjælpe og drage omsorg.
Senere kom juraen ind i billedet. Retfærdighed tiltalte hende. Tanken om at kæmpe for dem, der havde brug for en stemme, gav mening.
På et high school-ophold i USA kom hun tæt på et miljø af advokater og jurister. Her blev noget meget tydeligt.
Når de fortalte om en sag, opdagede Caroline, at hendes tanker hele tiden bevægede sig et andet sted hen end det juridiske.
Hvordan havde klienten det egentlig? Hvad gjorde hele forløbet ved mennesket midt i sagen?
Hvordan sørgede man for, at vedkommende kom så trygt og følelsesmæssigt intakt som muligt igennem det? Det var dét, hun ville vide. Ikke paragrafferne.
USA-opholdet blev derfor også en afklaring. Hun skulle ikke arbejde med mennesker gennem regler, systemer og kasser. Hun ville tættere på. Hun ville forstå dem indefra.
Et bestemt amerikansk spørgsmål blev næsten symbolet på det, hun ikke søgte:
How are you?
Hun hørte det konstant. Men ofte var det ikke et spørgsmål, der krævede et egentligt svar. Mere en høflighedsfrase på vej videre.
Det skurrede i Carolines øre.
For hvis man spørger et menneske, hvordan det har det, vil hun faktisk gerne vide det.
Så kom de unge mødre
Et noget mere uventet spor pegede i samme retning. Caroline slugte den danske tv-serie “De unge mødre” råt.
Men det var ikke realitydelen, hun var optaget af.
Hun ventede på graviditeterne og fødslerne. Tiden lige før og lige efter. Den gravide krop og den enorme forandring, der sker, når et menneske bliver forælder.
Hun var dybt fascineret. Nu vidste hun, hvor hun ville hen.
Hun søgte ind på jordemoderuddannelsen. Første gang kom hun ikke ind, heller ikke anden gang.
Samtidig befandt hun sig i nogle år af sit eget liv, hvor hun var ved at lære at stå på egne ben. Der skete meget, og hun var selv i bevægelse.
Så stødte hun på en tidligere gymnasiekammerat, der var i gang med Fødselsterapeutuddannelsen.
Måske kunne Caroline begynde dér?
Hun tog først Ammeterapeutuddannelsen i 2022 og fortsatte derefter direkte på Fødselsterapeutuddannelsen, som hun afsluttede i 2023.
Ret hurtigt kom følelsen:
Det her er rigtigt.
Hun kom for at lære om fødsler, så blev det personligt.
Caroline var 23 år og havde ikke selv fået børn. Det viste sig ikke at være noget problem.
“Det skal man i hvert fald ikke lade sig afskrække af,” siger hun med et grin.
Hun oplevede hurtigt et stærkt sammenhold på holdet. Men især ét modul skulle vise sig at få betydning langt ud over det faglige.
På modul 3 arbejder de studerende med fødselsberetninger. Har man ikke selv født, fortæller man i stedet om en anden livsændrende oplevelse.
Caroline valgte at fortælle om noget fra sit eget unge liv. Noget, hun havde brug for at få åbnet.
I det trygge rum på uddannelsen fik hun sat ord på det. Arbejdet sluttede naturligvis ikke dér, men noget blev sat i gang. Det blev begyndelsen på en personlig proces, som hun siden arbejdede videre med. Set i bakspejlet kom den på et vigtigt tidspunkt.
For senere ventede jordemoderuddannelsen med sin stejle læringskurve, sit høje tempo og krav om både at kunne rumme andre og samtidig bevare sig selv.
Før Caroline for alvor skulle stå med andre menneskers store livsbegivenheder, var hun begyndt at se på sine egne.
Karakterstrukturerne kom med hjem
Et andet element fra uddannelsen fik hurtigt tag i hende: arbejdet med karakterstrukturer.
I begyndelsen gjorde Caroline det, som måske er svært at lade være med, når man pludselig får et nyt blik på menneskers mønstre.
Hun gik hjem og analyserede hendes forældre og storesøster, meget grundigt.
Efterhånden blev blikket heldigvis også rettet mod hende selv.
I dag kalder hun karakterstrukturerne noget af det mest værdifulde, hun fik med fra uddannelsen. Ikke bare som kommende jordemoder, men som menneske.
Hun bruger forståelsen af menneskers forskellige reaktionsmønstre næsten dagligt – på fødestuen, blandt kolleger og i livet udenfor. Nogle gange gør den en helt konkret forskel.
Kvinden, der ikke ville være til besvær
På en fødestue møder Caroline en fødende, der virker stærk og tapper. Hun holder sammen på sig selv og vil helst ikke fylde. Hun vil ikke være til besvær.
Hun fortæller ikke rigtigt, hvor hårdt hun har det. Hun beder ikke om den hjælp, hun faktisk har brug for. Caroline genkender noget i hendes måde at reagere på.
I stedet for at vente på, at kvinden selv formulerer behovet, begynder Caroline forsigtigt at sætte ord på det, hun ser.
Hun hjælper hende med vejrtrækningen. Guider hende tilbage til kroppen. For kvinden er på vej væk fra sig selv.
Det er i situationer som denne, at Caroline mærker, at hendes to fagligheder ikke længere kan skilles ad. På fødestuen er der ikke en jordemoder-Caroline og en fødselsterapeut-Caroline.
Der er bare Caroline.
To fagligheder i den samme krop
Jordemoderen i hende holder øje med det kliniske. Med udviklingen i fødslen og med teamet omkring den fødende. Hun ved, hvornår der skal handles, vurderes og træffes beslutninger.
Fødselsterapeuten registrerer samtidig noget andet.
Stemningen i rummet.
Partneren.
Det, der foregår mellem de to mennesker.
Den fødendes følelsesmæssige reaktioner.
Det, der bliver sagt – og måske især det, der ikke bliver sagt.
Caroline oplever, at Fødselsterapeutuddannelsen har gjort hende modigere i den del af arbejdet.
Hun tør gå tættere på.
For en fødsel består ikke kun af progression, undersøgelser, smertelindring og kliniske beslutninger. Mens kroppen arbejder, foregår der også en følelsesmæssig proces, og Caroline er optaget af, at den fødende kan følge med i det, der sker, have sig selv med og være klar til det næste.
Det er her, hun oplever, at fødselsterapeuten i hende for alvor kommer i spil.
Den del bruger hun hver eneste gang, hun træder ind på en fødestue.
Et lille forspring på jordemoderuddannelsen
Da Caroline senere kom ind på jordemoderuddannelsen, oplevede hun, at hun havde noget med sig.
På studiet møder de studerende blandt andet fag som kommunikation og pædagogik. Meget var nyt, men noget af tankegangen kendte hun allerede.
Hun følte, som hun selv beskriver det, at hun mødte op med “plus på kontoen”.
Det betød ikke, at jordemoderuddannelsen blev let. Læringskurven er stejl, og der skal lyttes, læres og arbejdes.
Caroline kendte allerede noget til fødselsrummet og måske endnu vigtigere: Hun havde allerede øvet sig i at mærke sig selv, mens hun stod i det.
“Buckle up and enjoy the ride”
I dag er Caroline 26 år, bor på Amager med Tobias og er snart færdiguddannet jordemoder.
Hvis hun skal give ét råd til dem, der står foran deres første dag på Fødselsterapeutuddannelsen, kommer det på engelsk:
“Buckle up and enjoy the ride.”
Åbn op, siger hun. Lad det komme til dig. Tag det ind. Mærk det. Forhold dig til det.
For selv om uddannelsen kun varer et halvt år, oplever Caroline, at nogle af de redskaber, hun fik med sig, rækker langt ud over fødselsområdet.
“Det er værktøjer for livet.”
Så måske er det alligevel ikke så mærkeligt, at Caroline endte lige her.
Pigen, der ville passe på dyr. Den unge kvinde, der ville kæmpe for retfærdighed. High school-eleven i USA, der ikke kunne forstå, hvorfor man spurgte How are you? hvis man egentlig ikke ønskede at høre svaret.
Og så slutter vagten.
Caroline forlader hospitalet og træder tilbage i den almindelige verden. Nogen er irriteret over køen i Netto eller en vare, der er udsolgt. Telefonen ringer og der skal købes ind og laves aftensmad.
Få minutter tidligere stod hun helt tæt på en af de største transformationer i et menneskes liv. Et barn blev født og liv blev forandret for altid – lige dér foran hende.
I det lys kan en langsom kø eller en udsolgt vare næsten forekomme komisk ubetydelig.
Men hverdagen er jo ikke ligegyldig. Den er bare en anden målestok.
For livet består ikke kun af de øjeblikke, hvor alting forandrer sig. Det består også af indkøb, aftensmad, telefoner der ringer og alle de små ting, der igen får lov at fylde, når det store har lagt sig.
Det er kontrasten, Caroline skal kunne bevæge sig imellem: Det ekstraordinære og det helt almindelige. Det livsforandrende og det hverdagsagtige.
Måske er det netop efter en dag på fødestuen, at man mærker, hvor mærkeligt – og hvor fint – det er, at begge dele kan være livet.
