Douladrømme og dans i perfekt kombination

af | 26. feb 2022

Veronica Magnani dansede sig til sin drømmefødsel. Med sit andet barn. Første barn kom til verden ved en skrækfødsel. På egen krop har Veronica mærket, hvad det betyder at have en fagligt kompetent tillidsperson ved sin side. Ikke kun til selve fødslen, men særligt før og efter.

Veronica Magnani

“Min passion er i lige så høj grad tiden før og efter fødslen som selve fødslen. Jeg har lyst til at beskæftige mig med kvinder på vej ind i moderskabet og i tiden efter fødslen. Jeg har mærket på egen krop, hvad fødselsforberedelse betyder, og så var jeg selv totalt overvældet af at blive mor. Overvældet af kærlighed, men også spørgsmål og tanker og følelser. Moderskabet tog mig med storm,” fortæller Veronica.

Hun valgte specifikt Fødselsterapeutens uddannelse til doula og fødselsterapeut, fordi hun kender en anden kvinde, der har gået på fødselsterapeut uddannelsen og været super glad for det. 

“Det lød som et godt match for mig. Mange andre doula uddannelser er meget holistiske og spirituelle. Det er ikke en vej for mig. Her er der fokus på konkrete kompetencer og velprøvede teknikker og rigtig god stemning. Det mærkede jeg hurtigt til info-aftenen,” husker Veronica.

Fra skrækfødsel til styrke

Veronica har lige været på uddannelsens andet modul. Et helt særligt modul, hvor de 12 kvinder på uddannelsen hver har delt deres fødselsberetninger – eller en anden vigtig begivenhed for de elever der ikke har født.

“Det var vildt at sidde 12 kvinder sammen og være meget sårbare i beretningen om vores fødsler og rejse ind i moderskabet. Det har udviklet mig som person!”

Veronica har selv to børn og to meget forskellige fødselsberetninger. En skrækfødsel og en drømmefødsel.

“Jeg havde en fantastisk graviditet første gang, men jeg var på ingen måder forberedt på fødslen. Jeg tænkte, at når alle gør det, kan det ikke være så svært. Kvinder har født i millioner af år. Men det ville have været gavnligt for mig, hvis jeg havde sat mig ind i det,” fortæller Veronica.

Hun gik 14 dage over tid og blev sat i gang med Angusta-piller. Det satte næsten øjeblikkeligt gang i en lang vestorm, der endte i en toogenhalv times pressefase. Veronica fødte en sund og stor dreng på 4,5 kilo, men blødte over to liter blod og skulle opereres. Hun var væk fra din søn de første timer af hans liv, og det tog flere uger, før hun kunne komme ud af sengen. Havde Veronica vidst, hvad hun ved nu, havde hun nok sagt nej til medicinsk igangsættelse.

“Min krop var så klar, og derfor havde den nok en meget heftig reaktion på pillerne. Måske skulle jeg bare lige have haft en dag eller to mere, og så var kroppen selv gået i gang. Men dengang anede jeg ikke, at man kunne sige nej,” fortæller Veronica. 

Noget af det, hun gerne vil give videre som doula og fødselsterapeut, er netop at sikre, at de gravide kender deres ret til at sige nej til det, hospitalet tilbyder, og til at stille spørgsmål.

“Jeg er glad for, at jeg har fået talt om min første fødsel og bearbejdet den rigtig godt. Det er en styrke, jeg tager med mig, når jeg skal ud og arbejde med gravide. At jeg både har haft en skrækfødsel og en drømmefødsel.”

Selvom hun tidligere har talt fødslen igennem, var det en rørende oplevelse af gøre det igen og mærke interessen, forståelsen og genkendelsen fra de andre kvinder på uddannelsen.

“Det var stærkt at dele i et rum af kvinder, der støtter og forstår. Alle genkender angsten for om barnet er okay, selvom ingen fødselshistorier er ens. Det var meget bevægende,” siger Veronica.

 

Meyermetoden skabte mirakler

Da Veronica to år senere fødte sit andet barn, var hun forberedt. Hun var blandt andet i et individuelt forløb hos Heidi Meyer Vallentin, som helt unikt også underviser i Meyermetoden på Fødselsterapeutens doula uddannelse. 

Veronica gik igen over tid, men ventede tillidsfuldt til, at hendes krop selv blev klar. Da hun var 41+2, havde hun stadig ingen veer og aftalte med Heidi, at de skulle prøve en naturlig igangsættelse. 

“Det mindede mest af alt om en times workout med rebozo, squats, twist og dans. Jeg havde haft mega tissetrang gennem hele graviditeten. Heidi mistænkte, at baby lå på blæren og ikke kunne rotere rigtig ned i bækkenet. Men da vi drak kaffe efter workout, var min tissetrang forsvundet. Heidi mærkede efter og her kunne hun presse mig op til 8 centimeter åben. Jeg begynder at kunne mærke, at det murer.”, smiler Veronica.

Veronica tog en lur med sin søn på sofaen, men efter et par timer var hendes veer regelmæssige. Herefter tog hun med sin mand på hospitalet og fødte sin datter to timer efter. 

“Selvom det gik hurtigt, følte jeg, at jeg var med hele vejen. Det var noget helt andet, og jeg var oppe at gå dagen efter. Fødslen helede min tro på, at en fødsel kan være en god oplevelse,” siger Veronica og fortæller, at hun er meget taknemmelig for, at Meyermetoden netop er blevet en del af uddannelsen til Fødselsterapeut:

“Jeg glæder mig super meget til at lære Heidis metoder, så jeg kan hjælpe gravide i samme situation. Det bedste ved uddannelse er helt klart, at vi får så mange forskellige værktøjer. Når jeg er færdiguddannet kan jeg møde den gravide og fornemme, hvem hun er, og hvad hun har brug for, og så har jeg de redskaber, der kan hjælpe hende – uanset om det er Meyermetoden eller noget andet.” 

Gamle håndværk og nye metoder

Veronica har også været super glad for undervisningen i karakterstrukturer, og hvordan personligheder sætter sig i kroppen.

“Jeg elsker psykologi og personlighedstyper. Da vi delte fødselsberetninger på andet modul, var det interessant, hvordan karakterstrukturerne, vi tidligere har arbejdet med, passede virkelig virkelig godt med, hvordan man reagerer, når man er presset. Det er rart at få værktøjer til at se sig selv og sine mønstre – og til at kunne lægge sig selv lidt til side, så man også kan forstå andre,” fortæller Veronica.

Det er kropsterapeut Daniel Bonde, der underviser i karakterstrukturer på første modul. På tredje modul fortalte jordemoder Simone Olivia Hede Paulsen om fødslens faser, igangsættelse, smertelindring og arbejdet på fødegangene. Det var noget af en øjenåbner for Veronica.

“Jeg var blæst bagover af, hvor meget de skal håndtere på en gang. Jeg tænker, det er super vigtigt at have en fødselsterapeut med sig – både for den fødende og for jordemoderen, så hun kan blive aflastet.”

Hun glæder sig til de næste fire moduler, som blandt andet byder på undervisning i rebozo, , akupressur, Meyermetoden og samtaleteknik.

“Det er så spændende at lære et håndværk som Rebozo og Meyermetoden. Jeg glæder mig til selv at kunne støtte med egne hænder, smertelindre og alle de her ting. Uddannelsen har givet mig troen på, at jeg har valgt helt rigtigt for mig selv. Det er en sindssygt lærerig proces. For min skyld kunne vi snildt mødes hver dag i stedet for kun en gang om måneden. Jeg har virkelig lyst til at investere tid og energi i det her,” griner Veronica.

Hun drømmer om at kombinere Fødselsterapeutens doula uddannelse med sin uddannelse i Ernæring og Sundhed og sin passion for dans.

“Jeg vil gerne skabe forløb eller et hus med fødselsforberedelse med dans og fokus på sundhed og ernæring i den første tid med baby. Jeg vil også gerne lave særlige forløb for gravide med spiseforstyrrelse, som kan have svært ved alt det, som kroppen gennemgår i en graviditet. Drømmen er at binde alt det, jeg kan, sammen til et erhverv, hvor jeg kan støtte kvinder før, under og efter fødslen,” slutter Veronica.

Du kan følge Veronica videre rejse på Fødselsterapeutens uddannelse på hendes Instagram: https://www.instagram.com/veronicamagnani/

Om Veronica Magnani:

  • 26 år
  • Er færdiguddannet fødselsterapeut i foråret 2022
  • Bor i Indre København med sin mand, hans søn på 8 år og deres fælles børn på 1 og 3 år
  • Studerer Ernæring og sundhed på Københavns Professionshøjskole
  • Underviser i dans hos World Dance Academy

Infomøde om uddannelsen til Fødselsterapeut

Det er gratis at deltage på vores informationsmøder og du kan hurtigt og sikkert tilmelde dig online. Vores næste informationsmøde holder vi d. 22. Januar 2025. Vi glæder os til have dig med!