Da Marianne er gravid med sit tredje barn, fornemmer hun, at der er noget galt. Hun er stor. Baby føles stor. Det føles ikke ligesom hendes tidligere graviditeter. Intuitivt sporer Marianne sig ind på, at det måske kunne være graviditetssukkersyge og deler flere gange bekymringen med sin jordemoder. Hun slår det hen med henvisning til, at kvinder har født siden stenalderen, så det kan Marianne selvfølgelig også i dag. Helt naturligt.
Da terminsdatoen kommer, og Marianne føler sig stor som et hus og meget besværet, sender jordemoderen hende hjem igen, så fødslen kan gå i gang af sig selv.
17 dage over tid kommer jeg ind på hospitalet. De er i chok og sætter mig i gang med det samme. Jeg får piller, de tager slimproppen, og tidligt næste morgen vil de tage vandet. Men der er ikke noget fostervand. Fordi jeg har en rygskade, anbefalede de, at jeg fik epidural. Det er jeg glad for. Ellers havde jeg nok ikke kunne holde til at have presseveer så længe, som jeg havde. Da hovedet endelig kom ud, måtte de vride resten af kroppen ud i skruetvinge. Det var voldsomt. Min datter kom direkte på børneafdelingen for at få ilt. Jeg kunne ikke gå i flere dage fortæller Marianne.
Giv kvinderne fødslen tilbage
Efterfølgende overtaler oversygeplejersken hende til en efterfødselssamtale. De får skrevet hele forløbet ned i Mariannes journal, selvom hun mener, det er unødvendigt. Hun vil ikke føde igen! Oversygeplejersken bekræfter også det, som Marianne hele tiden har vidst. Det var helt, helt forkert, det der skete.
Fra den dag af ved Marianne, at hun vil hjælpe andre kvinder, så de ikke får samme utrygge oplevelse som hende under deres graviditet og fødsel. Men der skal gå nogle år – og endnu en graviditet og fødsel – før Marianne begynder på fødselsterapeutens uddannelse.
“Det optog mig, hvordan jeg kunne blive talerør for gravide og fødende”. Jeg ville ikke bare skrive ud på sociale medier. Jeg ville noget mere. Men dengang ejede min mand og jeg en slagtervirksomhed og havde fire børn. Det tog al min tid,” husker Marianne.
I 2021 solgte hun og manden virksomheden, og hendes yngste barn er nu 17 år.
“Det har givet mig et helt andet overskud til at mærke efter, hvad jeg vil med mit liv. Min ældste datter arbejder på en barselsgang, og jeg hører om mange dårlige fødselsoplevelser. Derfor har jeg nok heller aldrig sluppet drømmen om at blive doula. Den har hele tiden været i baghovedet. Der har bare først været tid til at handle på det nu,” fortæller Marianne.
Hun fandt hurtigt frem til Fødselsterapeutens uddannelse og vidste med det samme, at det var det rigtige for hende.
“Jeg kan godt lide tankegangen bag uddannelsen. Det hele er ikke så mekanisk. Det handler ikke om tid og penge, men om det individuelle menneske. Baby og mor kan så meget sammen, hvis kroppen bare får tid. Men på fødestuen skal det hele gå stærkt og passe ind i et vagtskema, så vi bruger vedrop til at sætte fødslen igang, og slår veerne ned, når der ikke er personale nok til en fødsel. Det er ikke det, der giver den fede fødselsoplevelse. Jeg vil give kvinderne fødslen tilbage, og det gør den her uddannelse mig i stand til,” siger Marianne.
Flere perspektiver i doula arbejdet
At give kvinderne fødslen tilbage handler for Marianne ikke om at overlade alt til naturen. Hun har selv mærket konsekvenserne af, at en jordemoder læner sig så meget ind i en bestemt overbevisning, at tydelige faresignaler bliver overhørt.
“Hvis der kommer en gravid og er bekymret, skal man selvfølgelig ikke bare lade naturen gå sin gang. Så skal man bruge de redskaber, der er til stede i et moderne hospitalsvæsen. Der er mange alternativer til det medicinske, som jeg har lært på Fødselsterapeutens uddannelse. Dem skal vi bruge, men vi skal selvfølgelig også bruge den faglige viden, som hospitalerne har,” fortæller Marianne.
Det har været betydningsfuldt for hende, at undervisningen hos Fødselsterapeuten ikke har været sort-hvid, men givet plads til nuancerne og flere forskellige vinkler på graviditet og fødsel.
“Jeg føler, at jeg har alle redskaber til at tilbyde en gravid og fødende det, som jordemødrene ikke kan, fordi de har alt for travlt. Jeg kan lytte til den enkelte og arbejde med kroppen i stedet for at arbejde imod den. “Jeg føler, jeg har fået så meget. Jeg har været helt høj efter hvert undervisningsmodul og elsket hele den verden. Lige fra infomødet, jeg deltog på, ville jeg ikke hjem, jeg ville bare starte med det samme. Næsten hver weekend har jeg haft behov for at takke for en fed undervisning til den underviser, der har været med os. Jeg har vitterligt elsket hvert minut.”
Den vigtige tilknytning
Hvis Marianne skal fremhæve noget, der har rørt hende særligt, så har det været modulet der handler om tidlig tilknytning.
“Det er så spændende, hvor vigtig den første tid er og kontakten mellem det nyfødte barn og omsorgspersonen. Jeg havde slet ikke forventet, at det ville være så spændende, men det har jeg tænkt mig at grave videre i. Jeg har faktisk allerede meldt mig til et foredrag med Susan Hart, fordi jeg ikke kan få nok, selvom vi allerede har fået meget med på uddannelsen. Den viden, om hvor vigtig den første tid er, den vil jeg sætte stor pris på at være med til at formidle videre,” siger Marianne.
Hun fortryder ikke, at hun ikke er gået efter at udleve sin doula drøm før nu. Tværtimod.
“Det var et bevidst valg at sige farvel til mit job dengang for at være der for mine børn, men det er aldrig for sent at starte på noget nyt. Jeg glæder mig til at arbejde som doula,” siger Marianne.
Hun har netop sagt ja til at blive frivillig hos den frivillige forening Fødselshjælpen . Fødselshjælpen er stiftet og drevet af to kvinder, der også er uddannet hos Fødselsterapeuten. Initiativet hjælper økonomisk eller psykisk sårbare kvinder til at få den omsorg og støtte de har brug for i forbindelse med graviditet og fødsel.
Betydningsfuldt kvindefællesskab
Det er netop den målgruppe, som lægger Mariannes hjerte nær. Igen er hun inspireret af undervisningen fra modulet der handler om tilknytning.
“Typisk aktiverer en fødsel alt det, du måske har tumlet med tidligere, eller også er du den første i vennegruppen, der får børn, og ingen af dine veninder ved rigtigt, hvordan de kan hjælpe. Der mangler nogle, der kan samtale og henvise videre, hvis der er behov for det,” siger hun.
“Det var det også en helt speciel oplevelse for mig at sidde i et rum kun med andre kvinder. Modulet om fødselsberetninger gjorde os til en stor familie og ophævede grænser og aldersforskelle. Vi så hinanden som kvinder, der alle havde gennemgået det helt exceptionelle, som en fødsel er,” siger Marianne.
En af kvinderne fra Mariannes uddannelseshold skal føde til juli og har spurgt Marianne, om hun vil være hendes doula.
“Hun forklarede, at hun havde haft en dårlig førstegangsfødsel og havde brug for en en kvinde med ro og overblik. Det oplevede hun, at jeg havde, og det blev jeg meget berørt og taknemmelig over,” fortæller hun.
Den vildeste rejse
Marianne har på hele uddannelsen følt, at hun er blevet set og mødt som den, hun er. Men hun har også fået nye øjne på sig selv.
“Jeg har lært utrolig meget om mig selv som type. Jeg har aldrig kendt til karakterstrukturer før, og vidst hvilken struktur jeg selv er. Det er blevet meget mere tydeligt på uddannelsen,” siger Marianne.
Hun har også moret sig med at se sine børn gennem de forskellige karakterstrukturer og opdaget, hvor forskellige de er, selvom de har den samme opvækst. For hende er bevidstheden om de forskellige karakterstrukturer blevet et lige så håndgribeligt værktøj som rebozo og akupressur, som hun også ser som værktøjer, hun er taknemmelig over at have med sig videre.
“Det har været den vildeste rejse. Det er helt crazy. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Udover at få børn selvfølgelig.”
Faktaboks:
- Marianne Bech Jensen
- 53 år
- Bor i Frederikssund med mand og tre ud af fire børn
- Bogholder i det private erhvervsliv
- På billedet over teksten her, holder Marianne foredrag med sin veninde Rikke Struve.
- Instagram: instagram.com/doula_marianne
- Hjemmeside: www.doulamarianne.dk
