Stine Ravnborg Bro Nissen er præst i Kapernaumskirken i Københavns nordvestkvarter. Gennem sin præstegerning er hun naturligt i kontakt med mennesker i livets smukkeste og sørgeligste øjeblikke. Det elsker hun. Alligevel har hun flere gange overvejet, om hun skulle lægge præstekjolen på hylden og læse til jordemoder.
“Under mine to seneste fødsler oplevede jeg, hvor presset sundhedsvæsnet er, og hvor svært det er at få hjælp, hvis ikke du kan betale mange penge for hjælpen. Den fødselsforberedelse, jeg fik under graviditeten med mine to store børn, er sparet væk,” fortæller Stine. Hun er mor til fire børn på henholdsvis 2, 4, 15 og 18 år.
Hun har ikke lyst til at lukke kirkedøren for at træde ind på en fødegang, hvor der ikke er tid til de vigtige samtaler, der netop er rum for i kirken. I stedet er hun begyndt på Fødselsterapeutens uddannelse og drømmer om at blive svangrepræst på et hospital. Måske om ti år. Indtil da inviterer hun til fødselsforberedelse, barselsmøder og samtaler om det eksistentielt udfordrende ved at være gravid eller nybagt forælder i kirken på Frederikssundsvej.
Skæbnemøde med en gynækolog
Fertilitet, graviditet og efterfødsel er emner, der optager Stine meget. Hun har været i fertilitetsbehandling, haft spontane aborter og oplevet, hvordan sundhedsvæsnet ikke har haft kapacitet til at gribe hende bagefter.
“Tænk, hvis der var en svangrepræst, der vidste noget særligt om lige præcis det her område. En, man kunne hidkalde, når der ikke var hjerteblink til en skanning eller efter en kirurgisk abort. En, der havde hands on viden omkring fødsler og graviditet og en solid baggrund for at kunne tale med kvinder og par om, hvad der sker, når en graviditet ikke bliver for eksempel,” siger Stine.
På et tidspunkt var hun selv gravid med tvillinger. Den ene gik til, og da hun er til kontrol bagefter, kan hverken sygeplejerske eller læge finde det andet lille foster på skannings apparatet. Ind kommer en gynækolog, finder fostret og hjerteblink med det samme. Stine genkender senere gynækologen på en af hendes kirkebænke og taler med ham om oplevelsen.
“Mine tanker om at tage en form for doulauddannelse var lige begyndt, så jeg talte med ham om, hvordan det ville være for ham og for afdelingen, hvis der var svangrepræst. Han sagde, at det ville være helt vildt og slog fast, at det var en god ide. Samtalen med ham gjorde det for mig. Det eneste jeg manglede var at finde ud af præcis hvilken uddannelse, det skulle være, og hvem der skulle betale,” fortæller Stine.
Hun havde tidligere gået til zoneterapi hos Izabella Winther og til fødselsforberedelse hos Heidi Meyer. Derfor fandt hun hurtigt frem til Fødselsterapeuten.
“Da jeg læste om Fødselsterapeuten på hjemmesiden, vidste jeg, at det var kvalitet. Det var vigtigt for mig. At det var en professionel og ordentlig uddannelse. Det taler til min akademiske sjæl, at der både er konkrete redskaber som rebozo og smertelindringsteknikker og viden om det psykologiske. Det hele er sammensat på en gennemtænkt måde,” siger Stine.
Bagefter spurgte hun sin chef, om hun måtte få fri de weekender, uddannelsen foregik, og om chefen ville betale for den. Det ville hun gerne. Hun kunne med det samme se, at det ikke bare var meningsfuldt for Stine, men også for sognet.
Kirken kan noget særligt – og er for alle
Stine er præst i et sogn med mange unge mennesker, der stifter familie, mens de bor i etageejendommene, der blandt andet omkranser kirken.
“Jeg møder dem i alle former og farver og med forskellig grad af ressourcer.” Uanset hvem vi er, så er en graviditet og en fødsel eksistentielt udfordrende. Jeg taler allerede med mange kvinder og par i forbindelse med dåben, og lynhurtigt kommer samtalen til at handle om undfangelsen, graviditeten, og hvordan fødslen gik. Det er emner, der optager mig meget, og jeg ønsker at gøre en endnu større forskel for de gravide og særligt for familierne. De får et bedre udgangspunkt, hvis der bliver taget vare på dem i graviditet og fødsel,” forklarer Stine.
Hun bruger allerede mange af de redskaber, hun har fået på uddannelsen. Men på sigt vil hun formalisere det mere. Hun vil lave aftener for par med fokus på fødselsforberedelse. Mindre grupper for kvinder, der er gået på graviditetsorlov, hvor de kan tale sammen, få rebozo og nærer sig selv op til fødslen. Formiddagshold for nybagte forældre, hvor de kan få støtte i efterfødsels tiden.
“Lige nu er der et A- og et B hold, fordi man skal betale sig til den hjælp, man har brug for uden for systemet. Jeg har oplevet kvinder, der har lånt 20.000 kroner af deres forældre for at få den nødvendige støtte. Det er dejligt, man kan låne, men hvad med dem, der ikke kan? Der må være nogle andre, der kan gribe de mennesker. Way back havde præsten en multi funktion i samfundet og var også en slags læge, især en læge for sjælen. Spændvidden i kirken har altid været fra vugge til grav, men hvis din mor vil, kan vi måske passe på dig, allerede inden du ligger i vuggen,” smiler Stine.
Hun oplever, at kirkerummet helt naturligt skaber eftertænksomhed og inviterer til svære samtaler. Rummet virker godt på nervesystemet, som hun siger. Og så understreger hun, at alle er velkomne. Hun tjekker ikke medlemskort i porten. Hendes kolleger – særligt de yngre, der selv har små børn – er helt med på ideen. De vil gerne henvise til Stine, så hun bliver for endnu flere end bare familierne i hendes eget sogn.
Det er en lille identitetskrise hver gang”
Stine er nogenlunde halvvejs i sin uddannelse hos Fødselsterapeuten.
“Der er en klar rød tråd i det hele, og det er alt sammen meget meningsfuldt. Men det har også været hårdt. Vi har været rigtig meget inde og røre ved egen sjæl indtil nu. Det er vigtigt, fordi vi bare er mennesker og kan blive trigget af andre mennesker, og det må vi være bevidste om, hvis vi tilbyder andre vores støtte,” siger Stine.
Hun har været præst i snart 15 år og er dagligt inde og røre ved det, der er svært for andre mennesker.
“Når du er det, så bliver du nødt til at kende dig selv og have set dig selv i øjnene på mange måder. Jeg har oplevet at få meget forskellige børn, der på hver deres måde har trigget en lille identitetskrise i mig. Først da jeg blev mor som 24-25 årige og senere i 40’erne. Man bliver et nyt menneske af at få et lille menneske ind i sit liv. Det skal vi turde tale om,” siger Stine.
Hun er måske den med mest erfaring i at have samtaler på sit hold hos Fødselsterapeuten. Lige nu taler hun for eksempel med en mand, der er i tvivl, om han kan blive en god far. Andre på hendes hold er pædagoger og ved meget mere om tilknytning, end hun gør. Hver kommer med sit, og alle får noget mere med hjem.
“Uddannelsen giver mig et fagligt grundlag at stå på, så man kan føle sig tryg ved, at der en faglighed og professionalisme bag, når jeg tilbyder fødselsforberedelse i kirken. Jeg er præst, jeg har arbejdet med samtaler til hudløshed, men jeg ved også noget om smertelindring, rebozo og tilknytning,” siger Stine og fortsætter:
“Det er et hjertebarn for mig, at vi her i kirken kan gribe de forældre, der ikke bliver grebet i sundhedsvæsenet”. Det er ikke en kritik af sundhedsvæsenet. Hvis der skal ændres noget der, er det mest af alt en politisk beslutning. Men indtil da må der være andre faggrupper, der kan være med til at løfte. Det føler jeg mig forpligtet til.”
For 12 år siden foreslog Stine, at man kunne lave yoga i kirken og blev kaldt bindegal. Nu håber hun, at fødselsforberedelse og støtte til at rumme både kærlighed og tvivl før, under og efter en graviditet på sigt vil blive lige så almindelig en del af programmet i kirken som kirkeyoga.
Foto: Frank Lohmann
