Diana Elsgaard og Mathilde Sofie Milan kender hinanden fra det københavnske yogacommunity og Fødselsterapeutuddannelsen, som de begge har taget og undervist på. Da Diana ventede sit andet barn, var hun derfor ikke i tvivl. Hun ville have en fødselsterapeut med til fødslen og allerhelst Mathilde.
“Jeg vidste, at det ville give mig tryghed at have en med, som kender mig. Min erfaring fra min første fødsel var, at der kom nogle overlevelsesstrategier i spil, som kunne komme det igen. Jeg havde brug for en, der kunne gribe mig, holde rum for mig og støtte mig i at stå mere ærligt. Jeg har en tendens til at sætte en facade på for at undgå at vise min sårbarhed eller min vilde side, urkraften. Jeg ville have en, der kunne minde mig om at give slip – også på de lyde, der kan komme under en fødsel, afføring og alt det der. Slip på skam og frygt og den pæne pige,” husker Diana
“Det første møde er altid en forventningsafstemning. Jeg kommer ikke med en hel masse agendaer. Alle kvinder har brug for noget forskelligt, så det er vigtigt, at jeg ikke er låst fast på, hvad vi skal nå. Det lukker af for, at kvinden kan mærke, hvad hun har behov for og drømmer om,” fortæller Mathilde.
Diana havde en ret klar fornemmelse af drømmescenariet. Det der udspillede sig små 20 uger senere, blev en helt særlig oplevelse for dem begge.
Mathilde husker, at de sprang den gratis og uforpligtende introsamtale, hun ellers altid tilbyder over, fordi de kendte hinanden på forhånd. Første gang de mødtes, var hjemme hos Diana, da hun var omkring halvvejs i sin graviditet.
Ønske: hjemmefødsel med tryg partner
En del af drømmescenariet var at føde hjemme. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af hjemmefødsler blev firedoblet fra 2011 til 2019. Siden har taller ligget på omkring 2.100 om året, de fleste af dem andengangsfødende. Diana skriver sig ind i statistikken.
“Jeg vidste, at jeg ville føde hjemme og havde brug for en doula, der var åben for det, men også for at være med, hvis jeg undervejs skulle overflyttes til hospitalet,” siger Diana. Mathilde supplerer:
“Mit nervesystem har det bedst med hjemmefødsler. Derfor betød det meget for mig, at det var Dianas ønske. Selvfølgelig ville jeg være taget med, hvis hun var blevet overflyttet, men jeg havde en fornemmelse af, at det ikke ville blive sådan.”
Dianas mand var umiddelbart mere utryg ved tanken om hjemmefødsel. Så et vigtigt fokuspunkt for Diana i det forberedende forløb med Mathilde var, at klæde hendes partner på til fødslen.
“Vi havde et fælles sprog fra begyndelsen. Jeg kunne sige et lille ord, og så vidste Mathilde, hvad det handlede om. Når min mand var med, så skulle han have lidt mere information. Det var vigtigt for mig, at han for eksempel havde forståelse for, at når der træder en person ind i et rum, så tager personen sine overbevisninger, erfaringer og måske egne traumer med. Det kan mit nervesystem mærke, og det kan påvirke fødslens forløb. Derfor ville jeg helst have så få med som muligt,” siger Diana.
Hun mærkede, at hendes mand langsomt fik tillid til, at hun og Mathilde havde styr på det og selv blev tryg ved både Mathilde og ideen om en hjemmefødsel.
“Han var tit hjemme, når vi mødtes, så jeg føler, at jeg kendte ham godt inden fødslen. For mig betyder det ret meget også at høre hans historie om den første fødsel. Han oplevede det fra sit sted, og det er ofte en meget anderledes oplevelse end den fødendes. Vi brugte lang tid på at hans oplevelse også og på, hvordan han bedst kunne være med denne gang,” fortæller Mathilde og Diana supplerer:
“Under min første fødsel vidste han ikke, hvad han kunne gøre. Denne gang havde han flere ressourcer og konkrete redskaber. Men det betød stadig noget for ham, at Mathilde også var der og kunne guide ham, hvis det blev nødvendigt. Den tryghed, tror jeg, mange mænd har brug for, fordi de måske i situationen har svært ved at aflæse den fødende. Det er netop den evne en doula har.”
Logistik og en ve-log, der ikke virkede
Diana hjemmepasser parrets ældste barn, Lucas på 3 år. Logistikken omkring, hvor han skulle være, og hvem han skulle være sammen med under fødslen fyldte også en del i de første samtaler mellem Diana og Mathilde.
“Det var virkelig vigtigt for mig, at der kunne være en, som var hundrede procent på ham, hvis han fik brug for det under fødslen. Samtidig ville jeg ikke have hvemsomhelst ind ad døren, jo. Det ville forstyrre mig, hvis det var nogle, der var usikre på hjemmefødsel og havde et spændt nervesystem,” fortæller Diana om overvejelserne.
Hun husker, at det var rart at have en at tale alle mulighederne igennem med, som ikke havde aktier i, om det var svigermor eller en veninde, der matchede behovene bedst. Også selvom det endte med, at for Diana aldrig blev nødvendigt at ringe efter hjælp til Lucas.
“Der er så meget, vi ikke kan kontrollere til en fødsel. Det kan skabe stor tryghed at tale om det, vi nogenlunde kan styre og vide, at det bliver, som vi gerne vil have det,” siger Mathilde.
Da Diana var inden for termin, fik hun en fødselsmodende rebozo-behandling af Mathilde. Begge kvinder bruger det mexikanske sjal, teknikkerne og filosofien meget i deres arbejde som doulaer og har også begge undervist i det hos Fødselsterapeuten. Den blide massageteknik guider nervesystemet i ro og hjælper kvindekroppen med at gøre sig klar til fødsel.
Nogle dage efter kunne Diana mærke, at det begyndte at murre lidt. Hun talte med Mathilde, men troende umiddelbart ikke, at det ville udvikle sig til veer samme dag. Hun havde i løbet af dagen logget veerne i en app, der om aftenen stadig viste, at de endnu ikke varede længere end det famøse minut.
“Da jeg havde puttet Lucas, kunne jeg ikke hvile mig på grund af veernes intensitet. Lidt efter kl. 21 sendte Mathilde en besked om, at hun snart ville hoppe i seng og bare ville høre, hvordan jeg havde det. Jeg var stadig lidt i pleaser-mode, men kunne mærke at veerne tog til og føltes mere intense, så jeg ringede til Mathilde,” fortæller Diana. Mathilde fortsætter:
“Jeg kunne høre, at veerne var intense og inviterede Diana til at lægge app’en væk og mærke efter selv. 10 minutter efter ringede hun og sagde, at jeg nok skulle komme. Hun fik en ve imens, og så kunne jeg godt høre, at det var NU, jeg skulle af sted.”
Det viste sig senere, at app’en, som Diana havde taget udgangspunkt i, gik ud, hver gang der var gået 30 sekunder, og derfor ikke loggede Dianas veer korrekt.
“Din ro smittede”
Mathilde kom før jordemoderen fra hjemmefødselsordningen, som Diana også havde ringet efter.
“Det gjorde en stor forskel at du ankom før jordemoderen. Jeg følte, at du var på hjemmebane. Du havde været her noget tid og landede tingene. Jordemoderen var lidt en storm i begyndelsen, men du skabte ro,” siger Diana til Mathilde.
“Jeg husker, at du var lidt alene, fordi din mand var gået ind til Lucas og ordne praktiske ting. Du lå på sofaen og tog dine veer mega flot,” siger Mathilde. Diana griner og fortsætter:
“Min mand vidste ikke en skid om, hvor jeg var i processen. Han fumlede med en lyskæde i fødekarret. Det var så unødvendigt, men det betød noget for ham.”
Diana havde selv tændt stearinlys, brændt Palo Santo og gjort klar, så rummet var, som hun ønskede. Altså bortset fra fødekarret, som først lige var ved at blive fyldt op.
“På et tidspunkt kalder jeg din mand hen til dig, så I kunne sidde sammen. Han blev ved din side resten af fødslen. Det var vigtigt for mig, at han ikke følte, at jeg tog over på hans område. Og jeg tror, at det var vigtigt for ham at være der følelsesmæssigt for dig. Det er ret typisk, synes jeg.
Selvom man lærer rebozo og alt det der som partner, så er den største opgave, når det kommer til stykket, at være tæt på, have øjenkontakt og være den, som kvinden kan læne sig fuldstændig ind i. Udefra set ligner det, at din mand netop kunne slippe ansvaret og bare være der for dig,” siger Mathilde. Diana svarer:
“Det handlede om, at han kendte dig og var tryg ved, at du også var der for mig. Her efterfølgende har han sagt til andre, at det var rart at have en doula med, fordi han bare sad og holdt om mig. Han kunne være afslappet og autentisk, fordi han blev sat der og bare kunne holde mig, mens du gjorde alt det andet. Han følte, at han var med og kunne gøre noget. Sådan var hans oplevelse ikke, da jeg fødte vores første barn. Det var på hospitalet, og han blev ikke involveret og følte ikke, at det også var hans fødsel. Det har haft stor betydning, at han kunne opleve at være involveret og have en rolle denne gang.”
Da jordemoderen fra hjemmefødselsordningen kom, oplevede begge kvinder hende som lidt nervøs. Hun smalltalkede med Diana, selvom Mathilde lige havde fortalt hende, at hun var ved at tage en ve og foretrak ikke at blive forstyrret.
“Jeg mærkede, at hun har haft nogle oplevelser omkring komplikationer før og tog den frygt med sig ind i rummet. Men hun forstod hurtigt, at Mathilde havde erfaring med hjemmefødsler, og at jeg også selv er doula. Mathilde greb mig, når jordemoderen fik mig revet ud af flowet med sine spørgsmål og risikovurderinger og mindede mig hele tiden om, at jeg bare skulle mærke efter, hvad min krop fortalte mig. Din energi og ro smittede af på jordemoderen. Til sidst sagde hun også, at jeg bare skulle mærke efter. Der skete virkelig noget mellem jer to. Til sidst hang den der frygt ikke i rummet længere,” fortæller Diana.
Samarbejdet mellem doula og jordemoder
Mathilde oplever, at det ofte er, som det var til Dianas fødsel. Det er hende, der som doula skal tage kontakt og introducere sig over for jordemoderen. Uanset om det er hjemme eller på en fødegang.
“Men det er nemmere til hjemmefødsler, fordi vi er i den fødendes space, og det er hende, der har inviteret ind. Det skal være et rart miljø for den fødende, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg har en god kommunikation med jordemoderen. Jeg vil gerne skabe en boble om den fødende, så hun kan være i sit fødselsflow. Derfor er det vigtigt, at det er mig og ikke Diana eller hendes mand, der skal introducere jordemoderen og tale med hende om deres ønsker. Nogle jordemødre synes faktisk, at det er rart at have en doula med. Andre skal lige lande, og vi skal også huske, at de måske lige kommer fra en anden fødsel og har haft en travl nat,” siger Mathilde.
Dianas oplevelse var, at Mathilde havde en større forståelse af, hvor hun var i fødslens faser, og hvad hun havde brug for. Det skyldes deres dybe kendskab til hinanden, men også at Diana turde være mere ærlig over for Mathilde.
“Da jeg ringede til Mathilde og sagde, at hun skulle komme, var jeg helt rå og havde paraderne nede. Men da jeg ringede til jordemoderen bagefter, var jeg mere overskudsagtig, fordi det var mellem veer. Hun havde helt sikkert en anden oplevelse af, at jeg ikke var så langt henne,” fortæller Diana.
Kort efter jordemoderen er kommet, begynder Diana at ryste. Hun fryser også. Typiske tegn på forhøjet adrenalin lige op til pressefasen. Mathilde så det. Diana mærkede, at Mathilde så det.
“Jeg fik pressetrang. Der kom noget fra min første fødsel. Jeg kunne mærke, at du vidste, hvad jeg talte om, og at jeg var længere henne, end jordemoderen troede. Men man tvivler jo, når der er en autoritet, der siger noget andet,” husker Diana.
“Du tog ansvar for fødslen, og det viste du også hende. Du var ret tydelig omkring, at du ikke havde behov for at blive tjekket vaginalt. Det gik hun med på, og på et tidspunkt kan hun også se på dit mellemkød, at han var på vej,” siger Mathilde og Diana fortsætter:
“Lige der følte jeg mig bekræftet i min egen oplevelse, og så faldt paraderne over for hende også. Jeg mærkede også, at der gik længere tid imellem, at hun tjekkede hjertelyd. Det var som om hendes tillid til os også kom snigende.”
Diana er i fødekarret. Det nåede kun lige netop at blive fyldt. Hendes mand er fortsat ved hendes side. Mathilde bliver ved at støtte hende i at mærke sin krop og lade den guide. Jordemoderen glider mere i baggrunden, men er også god til at guide i den allersidste fase.
“Lige inden du fødte sagde hun noget a la; er der et eller andet du kan gøre for at hjælpe ham lidt på vej,” siger Mathilde og Diana fortsætter:
“Nej, hun sagde flyt position, og så sagde du, hvis det føles godt for dig. Jeg blev faktisk lidt irriteret på Jordemoderen først og kunne ikke overskue det, men så sagde hun, at det også bare kunne være en lille fod. Og det gav meget mere mening for mig. Og så kom han. Jeg tog selv imod ham. Jordemoderen støttede lidt. Han svævede mellem to verdener, inden jeg tog ham op på brystet. Det var meget smukt og rørende,” smiler Diana.
“Jeg lever højt på fødslen”
Diana har optaget fødslen på video. Her kan hun se, at så snart hendes nyfødte søn ligger på hendes bryst, vender hun sig væk fra jordemoderen.
“Min krop vidste, at jeg skulle vende mig mod det trygge og genkendelige. På det tidspunkt var jeg ikke klar over at jordemoderen havde spottet noget afvigende, men dog ikke alarmerende, men den måde hun skulle forsikre sig om alting, forstyrrede mig lidt. Jeg ville bare være i øjeblikket og nyde det fuldt ud,” siger Diana og Mathilde fortsætter:
“Du var bare så glad og stolt og empowered. En fødsel er meget instinktiv, når man ikke bliver forstyrret. Derfor skal man være lidt forsigtig med ikke at komme til at forstyrre den fødende med sin egen frygt eller procedurer. Den fødende mærker også på et meget subtilt niveau alt, hvad der foregår i rummet. Diana havde ikke brug for at blive guidet. Hun gjorde det selv. Og det eneste, du havde brug for efter fødslen, var bare at kigge ind i nogle øjne, der bekræftede, hvor fantastisk det var.”
Samtidig var Diana taknemmelig for at have jordemoderen med. Hendes lille August havde fostervand i lungerne og kæmpede en smule med vejrtrækningen. Det fik jordemoderen hurtigt hjulpet ham med.
“Jeg har meget stor respekt for, at hun kunne det. Det betød noget, at hun var der og havde udstyret og viden til at hjælpe ham,” siger Diana, der efter sin barsel selv skal studere til jordemoder.
Efter fødslen trak Mathilde sig lidt tilbage. Hun lavede aftryk af moderkagen, da Diana havde født den. Da Lucas vågnede og ville op i fødekarret og lege efter at have hilst på lillebror, hjalp Mathilde med at tømme karret. Så varmede hun suppe, som de spiste sammen med jordemoderen, der ventede på at kunne oprette et korrekt cpr-nummer og på, at Diana fik tisset første gang efter fødslen.
Tidligt om morgenen vinkede Mathilde farvel til den lille familie, der småsov lidt over på nattens begivenheder.
“Ingen havde regnet med, at det ville gå så hurtigt. Jeg troede, jeg skulle føde om morgenen, men det gik bare meget hurtigt. Måske fordi det hele var så roligt. Jeg oplevede virkelig, hvor stor betydning det har at have en med, som støtter mig. Jeg er meget stolt og glad over min fødsel. Den blev, som jeg drømte om,” smiler Diana.
Efter fødslen har hun været en del alene med begge børn på grund af sygdom i parrets nærmeste familie. Hun havde en svær efterfødselstid med sit første barn, men denne gang er det noget helt andet.
“Jeg har levet højt på fødslen. Det er stærkt selv at mærke effekten af, hvad selve fødslen betyder for tiden efter. Det betød virkelig noget, at Mathilde var der og holdt rum for mig og min mand. Det har haft kæmpe betydning for min evne til at restituere også. Jeg er kommet mig meget hurtigt og har ikke haft den der babyblues på tredje dagen, som man taler om. Jeg havde en lille grædetur, og så forsvandt det igen. Jeg faldt ikke fra hinanden. Jeg er høj på, at jeg var med hele vejen igennem fødslen og selv fødte. Den oplevelse havde jeg ikke med min ældste, og med ham var jeg træt og sårbar og nok også i chok og overlevelsestilstand”, “ fortæller Diana.
Et par måneder efter fødslen har hun det både fysisk og psykisk rigtig godt. Hun har haft overskud til at række ud til venner og familie, invitere på sushi og samtidig bevare familieboblen.
“Jeg ved, at det bliver kaldt for doula-effekten, og jeg er helt sikker på, at det har haft stor betydning for mig at have Mathilde med gennem den sidste del af graviditeten og fødslen. Jeg tror også, at det har haft stor betydning, at vi var herhjemme i trygge omgivelser. Det var virkelig en drømmefødsel,” smiler Diana. Hun er selv uddannet fødselterapeut nu brænder endnu mere for at støtte andre kvinder i at få samme powerfulde oplevelse af deres fødsel.
Næsten præcis en uge efter fødslen kom Mathilde på barselsbesøg. Hun spiste morgenmad med Diana og hendes drenge, så filmen fra fødslen og talte det hele igennem. Senere har de to også planlagt en lukningsceremoni med rebozo.
“Det glæder jeg mig virkelig til. Det er meget intimt og spirituelt, men jeg ved, at jeg kan hengive mig fuldstændig til det efter den fødselsoplevelse og den tillid, der er mellem Mathilde og mig. Det er smuk afrunding af forløbet,” siger Diana.
Fakta:
Diana Elsgaard er 32 år og bor i Hellerup med sin mand og nu to sønner. Hun er selvstændig fødselshjælper og yogalærer. Til februar begynder hun på jordemoderstudiet. Læs mere om Diana her: www.dianaelsgaard.dk
Mathilde Sofie Milan er 34 år og bor på Vesterbro med sin mand og datter. Hun er selvstændig fødselshjælper, yogalærer og medskaber fødselsfællesskabet Birthing Women. Læs mere om Mathilde her: www.mathildesofiemilan.com
